MTB-Kodeks

Kør hvor du må

  • I naturen må du kun cykle på veje og stier.
  • Undgå at køre på afmærkede ridestier, vandreruter o.l. uden for skovvejene.
  • Kør ikke på fortidsminder, gravhøje, diger og trapper.
  • Kør ikke i private skove fra solnedgang til kl. 6 næste morgen.

Kør ansvarligt

  • Tilpas din fart, og hold afstand – færdselsloven gælder også i naturen.
  • Cykel sammen – husk hjelm, telefon og sygesikringskort.
  • Skån sporet i meget våde perioder, brug kun de robuste spor og skovvejene.

Vis hensyn

  • Kør i roligt tempo, når du møder andre skovgæster. Brug evt. ringeklokken i god tid – eller et verbalt ”ding-ding”.
  • Smid ikke dit affald i naturen.
  • Undgå steder, hvor der er mange skovgæster, og værn om dyr og planter.

Fakta – sådan er reglerne

Reglerne for cykling i de danske skove er fastsat i naturbeskyttelsesloven. 

Ifølge loven må du gerne må cykle på skovveje og skovstier, der er menneskeskabte, og som fremtræder egnede til cykling med en almindelig cykel (i private skove dog kun fra klokken seks om morgenen til solnedgang). 

Du må ikke cykle, hverken på en almindelig cykel eller på MTB, i skovbunden, på dyreveksler, i klitter eller på stendiger og lignende. Du må altså ikke lave dine egne MTB-spor i skoven. 

I statskovene må du gerne cykle på de afmærkede MTB-spor i skovbunden. Det skyldes, at vi i Naturstyrelsen har valgt at benytte en bestemmelse om, at ejeren kan give skovgæster lov til mere, end hvad der er fastsat i de generelle lovbestemmelser.

Husk, at færdselsloven også gælder i skoven! Det vil bl.a. sige, at din hastighed altid skal afpasses efter forholdene med særligt hensyn til andres sikkerhed. Den almindelige højrevigepligt gælder også. Omvendt så gælder færdselsloven også gående på veje og stier i naturen – du skal næsten i alle tilfælde gå i venstre side af færdselsretningen, ligesom man ikke må være til ulempe for kørende på stien eller vejen.

Kør sikkert – 10 gode råd

Forvent det uventede, når du kører MTB! Pas på dig selv – følg altid disse ti gode råd:

1. Brug altid sikkerhedsudstyr
Som minimum cykelhjelm, rygskjold og handsker, men også gerne arm- og benbeskyttere og briller som beskyttelse mod grene.

2. Afpas altid din hastighed efter forholdene
– både for din egen og andres sikkerheds skyld.

3. Hold afstand
En god tommelfingerregel er at holde mindst fem cykellængders afstand til den forankørende MTB. Ikke mindst når sporet er et singletrack.

4. Cykl sammen med andre

5. Husk at have billed-id eller det gule sundhedskort på dig
Hvis uheldet er ude, og du f.eks. er bevidstløs eller omtumlet, er det en stor hjælp for dem, som skal hjælpe dig – ikke mindst på sygehuset.

6. Kend dit udstyr, dine evner og det område, du skal køre i
– og planlæg turen ud fra det. Husk også at tage højde for vind og vejr.

7. Stå af undervejs og tjek ruten
Kast dig kun over stejle nedkørsler og andre teknisk krævende udfordringer, hvis du er sikker på, du kan klare dem. Kig dem lige an først.

8. Vær hele tiden koncentreret
Et øjebliks uopmærksomhed kan bringe dig selv og andre i fare.

9. Vær synlig
Husk lys på cyklen eller en pandelampe, når du kører i skumringen, eller når det er mørkt.

10. Hold altid dit MTB-udstyr i god stand

– Hvilket sikkerhedsudstyr skal jeg vælge til mountainbike?

1. Hjelm – Hvilken hjelm skal jeg vælge? Vælg en hjelm, der går så langt ned ad nakken som muligt – det beskytter din nakke
2. Rygskjold – Hvilket rygskjold skal jeg vælge? Vælg et rygskjold, som beskytter dig mod de fleste skader efter fald/styrt. Spørg din cykelhandler.
3. Cykel – Hvilken mountainbike skal jeg vælge? Vælg en cykel, så du undgår de allerfarligste styrt – det er dem ud over styret. Spørg din cykelhandler.
4. Hvor må jeg cykle mountainbike? Følg kun afmærkede spor.
5. Hvor hurtigt skal jeg køre: “Kør hurtigt op, langsomt ned!” – Søren Møller, fmd. DGI